Jeg er 38 år. Jeg har været overvægtig hele mit liv. Faktisk kom jeg aldrig af med det dér såkaldte hvalpefedt fra barndommen. Har altid været glad for mad (er MEGET sulten) og specielt søde sager! Det hele startede da jeg som ca. 8-årig var til kontrol hos skolens sundhedsplejerske. Hun spurgte min mor hvad jeg fik at spise til f.eks. morgenmad og da min mor sagde ”havregrød” så fik hun at vide, at det var skam også fint nok, den skulle bare være kogt på vand og jeg måtte ikke få hverken sukker eller smør i. Sådan blev min negative tilgang til mad grundlagt.
Herefter fulgte nogle år, hvor min mor forsøgte, at sætte mig på diverse ugebladsslankekure – alt sammen gjort ud fra de bedste intentioner og jeg ville jo også gerne selv tabe mig. Dengang i starten af 1980-erne var det noget med en tørstegt bøf og noget grøn salat uden dressing – det var edermame kedeligt :-(
På et tidspunkt i mine spæde teenage-år konsulterede jeg min egen praktiserende læge og han foreslog mig faktisk en pulverdiæt som var forløberen til NUPO. Jeg husker ikke hvad den hed, men jeg husker smagen; Melet, grynet, tyk og rørt sammen med appelsinjuice! Så det siger sig selv, mine kure var aldrig nogen succes dengang.
Første gang det lykkedes mig at smide nogle kilo, så det rykkede, var da jeg var i starten af 20’erne og det var faktisk også ved hjælp af NUPO dengang. Det smagte på det tidspunkt sådan nogenlunde og jeg tabte mig 16-17 kilo. Men over årerne har jeg lidt af elevatorvægt, nogle gange hjulpet ned af diverse mere eller mindre tvivlsomme slankeprodukter. Jeg har prøvet det meste af hvad der findes på det danske marked; pulvere, piller – både de receptpligtige og de mere urteorienterede af slagsen, fastekure, hokus-pokus-kure som hvidkålskuren og stofskiftekuren, WeightWatchers, De Danske Vægtkonsulenter, slankebøger, plastre, udrensninger, cremer der skulle kunne smelte fedt væk osv. Tit er jeg endt op med mine NUPO-æsker, det var ligesom det eneste der virkelig virkede for mig og. Den 30. maj 2009 nåede jeg en kampvægt på 81,6 kg. Og jeg er altså kun 158 cm høj, mit BMI lå således inden for ”svært overvægtig-området” og jeg havde det enormt ufedt med mig selv.
Jeg besluttede mig for at handle, min veninde lovede at hjælpe mig, ved at svinge pisken og stille mig til regnskab mht. hvad jeg vejede og hvad jeg havde spist og så er hun uden tvivl den, der har fulgt mit vægttab med størst og tættest interesse. Der stod jeg så i sommeren 2009 og kunne overhovedet ikke overskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme af med en overvægt på over 30 kg. – mit mål er, og har altid været 50 kg. Jeg kunne bedst overskue NUPO. Jeg skulle desuden lave mad til min lille søn og orkede ikke at stå og lave sund mad til ham og slankemad til mig selv, så jeg tog NUPO-supperne til mig. Det var virkelig smart syntes jeg, min søn kunne få rigtig mad og jeg kunne spise min suppe og på den måde gjorde jeg jo ikke noget som var enormt underligt set med hans øjne – mor spiste bare noget, som han ikke gad at spise alligevel :-)
Jeg begyndte også at bruge de andre produkter i NUPO’s sortiment, det var i denne periode jeg fik øjnene op for alle produkterne og stor var min overraskelse over bl.a. Cafe Latte-Shaken og Kontrol-baren med karamelsmag; for jeg kunne virkelig godt lide dem! På et tidspunkt udviklede jeg desværre et afhængighedsforhold til karamel-baren og kunne snildt spise op til seks om dagen (!) alene af dem, men hey, jeg blev jo altså heller ikke overvægtig af ingenting!
Jeg vejer i dag 54 kg og har således tabt 27,6 kg på godt et år, hvilket jo er forholdsvis meget hvis man ser på min højde og min startvægt! Vejen til et så stort vægttab har for mig været lang og sej og fuld af toppede brosten og er langt fra tilendebragt og bliver det måske aldrig. Men jeg havde ikke kunnet gøre det uden NUPO-produkterne; de har hjulpet mig i en snæver vending (det er nemt), de har opfyldt min craving for søde sager (da det meste af det er sødt ;-)), de har hjulpet mig efter mine overspisningsdage (så har jeg taget en kold tyrker på ”Den Barske” og er blevet afgiftet), de har gjort mig tryg (fordi produktet hele vejen igennem har været så veldokumenteret og videnskabeligt testet). Jeg ved godt, at mange forbrugere finder NUPO-produkter dyre, men hvis man sætter dem i stedet for sine måltider, så er det vel ikke dyrt at leve af en halv pakke NUPO pr. dag. Og om jeg køber chokolade nede i slikbutikken eller om jeg køber en kontrol-bar eller en snack-bar er for mig det samme.
Mit endelige mål er fortsat at komme til at veje 50 kg og jeg mangler nu kun at tabe de sidste 4 kg (og det er vist ligesom resten af Danmarks befolkning har jeg ladet mig fortælle ;-) Jeg er begyndt at dyrke lidt motion, noget som før i tiden var ret utænkeligt for mig, men efterhånden som min krop er kommet frem fra al fedtet har jeg faktisk fået lyst til at bruge den! Man skal dog ikke underkende hvad motion gør ved ens sult og madindtag og sikkert også opbygning af muskelmasse osv. Jeg er derfor ved at indstille mig på, at selvom jeg kun mangler at smide 4 kg, så bliver det måske de hårdeste 4 kg at komme af med.
Jeg tænker mere og mere over hvad jeg faktisk spiser og ikke kun på, at jeg skal tabe mig. Det skal også være sundt, jeg skal kunne lide det og det skal være holdbart for mig at indtage i længden. Så nu spiser jeg eksempelvis almindelig sund og fedtfattig aftensmad med min søn, dog uden for mange kulhydrater og i ny og næ bliver det da også stadig til en NUPO-suppe. Jeg erstatter fortsat nogle af mine andre måltider med NUPO-pulver, men det er også mest fordi jeg virkelig godt kan lide mine hjemmerystede shakes og så kan det af gode grunde ikke lade sig gøre at lave et mættende og sundhedsforsvarligt måltid for et samlet kalorieindhold på 109 kcal!
Jeg tænker, at jeg med tiden altid kommer til at have NUPO-pulver i mine skabe, til at indtage som et sundt og velsmagende mellemmåltid og hen ad vejen er det min mening at vælge en NUPO-karamelbar dér hvor jeg ellers ville have valgt en almindelig chokoladebar. Jeg synes faktisk selv, at jeg har nogenlunde godt styr på det med sundhed, kostens vigtige bestanddele og sammensætning, så jeg er rimelig tryg ved snart at skulle slippe NUPO som hovedernæringskilde uden at jeg tror, jeg kommer til at sætte mit vægttab overstyr. For det siger jo sig selv, at man med NUPO – fuldstændig ligesom ALLE andre produkter og metoder – vil tage de tabte kilo på igen, hvis ikke livsstilen er blevet ændret undervejs!


