- af N. R. W. Geiker et al. (2018)

Introduktion

Svær overvægt er forbundet med vitaminmangel og lavgradig inflammation. Formålet med studiet var at undersøge effekten af vægtreduktion på status af folat, retinol, vitamin B12, D og E samt graden af inflammation.

Metoder

Af 110 personer gennemførte 85 (75 % kvinder) i alderen 39 ± 11 år med et gennemsnitligt BMI på 33 ± 4 kg/m2 en otte ugers lavenergikost (LED). Serumkoncentrationer af folat, retinol, vitamin B12, D og E, C-reaktivt protein (CRP) og homocystein (Hcy) blev målt ved start og efter LED.

Resultater

Ved start havde 8 % af deltagerne mangel på folat, 13 % på vitamin B12, 2 % på retinol og 28 % på vitamin D (72 % havde utilstrækkelig D-vitaminstatus), mens ingen havde mangel på vitamin E. Ved start var BMI omvendt associeret med retinol (P<0,05), og total og abdominal fedtprocent med folat (P<0,05); BMI og mål for fedme var positivt associeret med CRP (P<0,01) og Hcy (P<0,05). Hcy var omvendt associeret med alle vitaminer undtagen retinol (P<0,001). Efter LED var den gennemsnitlige vægtreduktion [95 % KI] 12,3 [11,6; 13,1] kg.

Konklusion

Otte ugers lavenergikost gav en vægtreduktion på 13 % og øgede serumkoncentrationerne af folat, vitamin B12 og D. Ved start var fedme omvendt associeret med folat og retinol og positivt associeret med inflammationsmarkører.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af M. G. Mikkelsen (2011)

Introduktion

Kostanbefalinger ved behandling af hjertesvigt står i modsætning til fundene bag det såkaldte fedmeparadoks. Formålet med studiet var at undersøge, om en vægtreduktion kunne mindske symptomerne på hjertesvigt og dermed forbedre kropssammensætning, lipidprofil og funktionsstatus og påvirke hjertefunktionen positivt.

Metoder

26 patienter med svær overvægt og hjertesvigt (NYHA II eller III) blev inkluderet. De blev randomiseret til i 12 uger at følge enten en lavkaloriekost (Nupo VLCD: 700 kcal/dag + 100 kcal supplerende mad) eller en konventionel kost. Der blev målt kropsvægt og kropssammensætning, lipidprofil, NT-proBNP, funktionsstatus og livskvalitet.

Resultater

Af de 26 patienter gennemførte 18 studiet (11 i interventionsgruppen og 7 i kontrolgruppen). Den gennemsnitlige vægtreduktion med lavkaloriekosten (LCD) var 11,3 % af startvægten, og forskellen mellem grupperne var 11,7 kg ved studiets afslutning (95 % KI: 6,8–16,6, p<0,0001). Patienterne på lavkaloriekost reducerede signifikant deres BMI (p<0,0001, 95 % KI: 2,3–5,3), taljeomkreds (p<0,0001, 95 % KI: 5,9–15,3) og hofteomkreds (p<0,0010, 95 % KI: 5–15,2) sammenlignet med patienterne på konventionel kost. Gangdistancen blev signifikant forbedret fra start til uge 12; forskellen mellem grupperne var 172 m efter 12 uger (p<0,0005). Der var en signifikant forskel i koncentrationen af kolesterol (p<0,0006), triglycerider (p<0,0100) og LDL (p=0,0265) fra start til uge 8. Forskellene i blodets fedtstoffer var ikke signifikante i uge 12.

Konklusion

I dette lille pilotstudie førte en lavkaloriekost til en signifikant forbedring af kropsvægt, kropssammensætning og funktionsstatus hos patienter med hjertesvigt. Større studier skal bekræfte de foreløbige resultater.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af T. Christiansen et al. (2009)

Introduktion

Svær overvægt, især for meget visceralt fedtvæv (VAT), er forbundet med metabolisk syndrom og dermed øget sygelighed og dødelighed. Ophobning af fedt i det subkutane fedtvæv på hofter og lår (GFAT) er derimod generelt mindre forbundet med helbredsproblemer og kan endda give en vis beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme. Fedtfordelingen, og især forholdet mellem VAT og GFAT, kan derfor have betydning for fedmerelaterede komplikationer. En vægtreduktion, der især rammer VAT-depotet, kan have vigtige kliniske fordele. Studiet undersøgte den selvstændige og kombinerede effekt af regelmæssig træning og kostbetinget vægtreduktion på fedtfordelingen.

Metoder

Randomiseret kontrolleret design med i) kun træning (EXO; 12 ugers træning uden kostbegrænsning), ii) lavkaloriekost (DIO; 8 uger med meget lavt energiindhold (VLED 600 kcal/dag (Nupo)) efterfulgt af 4 ugers vægtvedligeholdende kost) og iii) lavkaloriekost og træning (DEX; 8 uger VLED 800 kcal/dag (Nupo + tillæg på 150–200 kcal) + 4 ugers vægtvedligeholdende kost kombineret med træning i alle 12 uger). 79 mænd og kvinder med svær overvægt deltog. Fedtfordelingen blev målt med MR-scanning.

Resultater

I EXO-gruppen var vægtreduktionen (3,5 kg) og den relative reduktion af VAT (18 %) signifikant mindre end vægtreduktionen i DIO- og DEX-grupperne (12,3 kg; P≤0,01) og reduktionen af VAT (30–37 %; P≤0,001). I alle tre grupper var den relative reduktion af VAT større end reduktionen af fedtmassen (FM; alle fedtdepoter målt med MR; P≤0,01 for alle sammenligninger). Ændringerne i VAT hang sammen med ændringerne i FM og det oprindelige VAT/FM-forhold (r2=0,72; P≤0,01).

Konklusion

Træning har ingen ekstra effekt på reduktionen af VAT-depotet sammenlignet med den store effekt af lavkaloriekost alene. Effekten af træning i sig selv på VAT er relativt begrænset. Effekten på VAT-depotet hænger tæt sammen med ændringer i den samlede fedtmasse.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af L. Breum et al. (2003)

Introduktion

Plasmakoncentrationen af tryptofan og forholdet mellem tryptofan og andre store neutrale aminosyrer (plasmatryptofanforholdet) er rapporteret at være lave hos personer med svær overvægt. Plasmatryptofanforholdet forudsiger hjernens optag af tryptofan og produktionen af serotonin. Er det lavt, kan serotoninfunktionen også være lav. Serotoninneuroner i hjernen indgår i reguleringen af appetitten og virker generelt i netværk, der mindsker fødeindtaget. Værdierne var hidtil kun målt på enkelte tidspunkter. Formålet var at undersøge, om de er lavere end hos normalvægtige gennem et helt døgn, og om de stiger, når kropsvægten reduceres.

Metoder

Den oprindelige gruppe bestod af 18 patienter med svær overvægt og 18 køns- og aldersmatchede normalvægtige. 9 patienter gennemførte forløbet og dannede sammen med deres matchede normalvægtige de undersøgte grupper. Patienterne deltog i et struktureret ambulant forløb med idealvægt som mål. I første fase indtog de en kost med meget lavt energiindhold (Nupo). Når vægten var nede på ca. 130 % af idealvægten (efter 6–17 måneder), skiftede de til almindelig mad svarende til 5 MJ/dag, og ved idealvægt – eller når vægten ikke kunne reduceres yderligere – til en basiskost på 8 MJ/dag. Målingerne blev foretaget, når vægten havde været stabil (±1,5 kg) i mindst en måned.

Værdierne blev målt hos patienterne før og efter vægtreduktionen samt hos normalvægtige kontrolpersoner, med blodprøver gennem hele døgnet. En insulintolerancetest viste desuden, om vægtreduktionen ændrede insulins evne til at påvirke plasmakoncentrationerne af tryptofan og andre store neutrale aminosyrer.

Resultater

Plasmakoncentrationer og -forhold af tryptofan var lave på alle tidspunkter hos personer med svær overvægt, og det fortsatte efter vægtreduktionen. Plasmakoncentrationerne af alle store neutrale aminosyrer faldt under insulininfusionen i alle grupper.

Konklusion

Resultaterne peger på, at appetitten stimuleres, når serotoninoverførslen er lav. De vedvarende lavere værdier dag og nat understøtter, at hjernens optag af tryptofan og dannelse af serotonin kan være unormalt lave hos personer med svær overvægt. At forholdet forbliver lavt efter vægtreduktion tyder på, at tidligere overvægtige kan kæmpe mod et biokemisk signal, der øger appetit og fødeindtag.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af L. B. Jensen et al. (1994)

Introduktion

Nogle studier har vist, at kostbetinget vægtreduktion ledsages af et signifikant fald i knoglemineraltætheden (BMD). Regionale knogleændringer blev ikke målt. Formålet var at måle ændringer i den samlede og regionale kropssammensætning hos patienter med svær overvægt under hurtig vægtreduktion på lavkaloriekost.

Metoder

DXA-scanning blev udført på 51 patienter før og efter 15 uger på lavkaloriekost (Nupo svarende til 1,9 MJ for kvinder og 2,4 MJ for mænd i 2 uger; derefter frit valgt mad og drikke op til 4,2 MJ for kvinder og 4,7 MJ for mænd). 39 patienter blev scannet igen seks måneder senere. Der blev målt samlet og regionalt knoglemineral, fedtmasse og fedtfri masse. I kontrolgruppen blev 9 normalvægtige frivillige scannet med op til 23 kg spæk placeret fortil og 9 med 15 kg spæk placeret bagtil. Spækket blev gradvist fjernet for at efterligne fedttabet i patientgruppen.

Resultater

I patientgruppen var den gennemsnitlige vægtreduktion 12.273 g, fedtreduktionen 11.014 g og tabet af knoglemineral 171,6 g efter 15 uger. Der var en tæt sammenhæng mellem fedt- og knoglemineraltab: 16,5 g knoglemineral pr. kg fedt i patientgruppen mod 0,5 g pr. kg fedt i kontrolgruppen. I kontrolgruppen havde 15 kg spæk bagtil ingen statistisk signifikant effekt på knoglemålingerne. Blev vægt og fedt genvundet inden scanningen efter 6 måneder, blev knoglemineralet også genvundet. Patienter med fortsat vægtreduktion tabte fortsat knoglemineral. En patient tabte 754 g knoglemineral på 9 måneder ved en vægtreduktion på 45 kg, men hendes knoglemineralindhold lå stadig inden for normalområdet for kvinder på hendes alder. Metodiske og patogenetiske spørgsmål diskuteres.

Konklusion

Det observerede tab af knoglemineral bør ses som en fysiologisk normalisering inden for acceptable grænser ved kostbetinget vægtreduktion hos personer med svær overvægt.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af O. L. Svendsen et al. (1993)

Introduktion

Overvægt er en selvstændig risikofaktor for hjerte-kar-sygdom (CVD) – den hyppigste årsag til død og invaliditet i den vestlige verden. Der vides meget lidt om overvægtige kvinder efter overgangsalderen, da tidligere studier er lavet på mænd og kvinder før overgangsalderen. Kvinder efter overgangsalderen har øget risiko for CVD; østrogenmangel, en aterogen lipid- og lipoproteinprofil og fedtfordeling spiller alle en rolle. Knogleskørhed er en anden vigtig årsag til sygelighed og dødelighed i gruppen, og det er ukendt, hvordan vægtreduktion via kost, med eller uden træning, påvirker knoglerne. Formålet var derfor at undersøge effekten af en energibegrænset kost, med eller uden træning, på kropssammensætning, vigtige hjerte-kar-risikofaktorer og knogler.

Metoder

121 raske, overvægtige kvinder efter overgangsalderen (alder 53,8 ± 2,5 år, BMI 29,7 ± 3,1 kg/m2) blev randomiseret til 3 grupper: kontrol, kost på 4.200 kJ/dag eller kost på 4.200 kJ/dag kombineret med kondition- og styrketræning. Kosten bestod af en obligatorisk base af Nupo på 1,6 MJ dagligt (VLCD) kombineret med op til 2,6 MJ frit valgt mad efter et ”pointsystem”. Kropssammensætning (DXA), fedtfordeling, hvilestofskifte, blodtryk, blodets fedtstoffer og lipoproteiner, knoglemineraltæthed samt markører for kollagen- og knogleomsætning blev målt før og efter 12 ugers intervention.

Resultater

118 kvinder gennemførte studiet. Den gennemsnitlige vægtreduktion (9,5 kg mod 10,3 kg, NS) var ens i interventionsgrupperne, men sammenlignet med kost alene tabte gruppen med kost plus træning mere fedt (7,8 kg mod 9,6 kg, p≤0,001) og ingen muskelmasse (1,2 kg mod 0,0 kg, p≤0,001). Hvilestofskiftet (pr. kg kropsvægt) steg i gruppen med kost plus træning sammenlignet med kontrolgruppen (11 % mod 4 %, p≤0,009). Triglycerider, totalkolesterol, LDL og VLDL faldt, og forholdet mellem HDL og LDL steg med 20–30 % i begge interventionsgrupper sammenlignet med kontrolgruppen (p≤0,001). Det systoliske blodtryk faldt, og talje-hofte-ratio samt andelen af mavefedt faldt i begge interventionsgrupper (10 %, p≤0,003, og 3,5 %, p≤0,0001). Der var ingen konsistente, større forskelle mellem grupperne i knoglemineraltæthed i hele kroppen, ryggen eller underarmen eller i markører for kollagen- og knogleomsætning.

Konklusion

Hos overvægtige kvinder efter overgangsalderen bevarer kombineret kondition- og styrketræning sammen med en proteinrig, energibegrænset kost muskelmassen, forbedrer formen og øger hvilestofskiftet og fedtforbrændingen. Kosten, med eller uden træning, gav markante forbedringer af blodets fedtstoffer, blodtryk og fedtfordeling. Vægtreduktionen ser ikke ud til at have nogen væsentlig negativ effekt på knoglerne.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af A. Astrup et al. (1990)

Introduktion

En kost med meget lavt kalorieindhold (VLCD) i form af en ernæringsmæssigt komplet formula bruges bredt i behandlingen af svær overvægt og er dokumenteret effektiv og sikker. Enkelheden og de hurtige resultater gør det lettere at holde fast. De største ulemper er fortsat sult mellem portionerne, forstoppelse og sjældne toiletbesøg. Det er for nylig vist, at fibertilskud til almindelig kost mindsker sult, øger antallet af afføringer og gør afføringen blødere, men fibertilskud til en VLCD-formula var ikke undersøgt.

Formålet var at undersøge, om tilsætning af fibre til formulaen forbedrer efterlevelsen ved at påvirke sult, mæthed, afføringens konsistens og hyppighed. Da fibre kan hæmme optagelsen af divalente kationer og vitaminer, blev plasmaniveauerne af de vigtigste metalioner og andre relevante bestanddele også fulgt.

Metoder

En formula (Nupo) på 388 kcal/dag (mænd: 466 kcal/dag) blev sammenlignet med en tilsvarende version med 30 g plantefibre pr. dag. 22 patienter med svær overvægt deltog. Efter en periode med vanlig kost blev de enkeltblindet randomiseret til to ugers VLCD med eller uden fibre og skiftede derefter gruppe i yderligere to uger.

Resultater

Alle 22 patienter gennemførte uden udeblivelser eller afvigelser fra protokollen. Grupperne havde ens vægtreduktion (ca. 10 kg på 4 uger), og fibrene ændrede ikke dette resultat. Med fibre var sulten signifikant lavere end uden. Antallet af afføringer faldt fra 1,9/dag på vanlig kost til 0,7/dag på VLCD uden fibre, men steg til 1,0/dag med fibertilskud. Fibrene påvirkede ikke mæthed, afføringens konsistens eller luft i maven, og heller ikke plasmakoncentrationerne af calcium, jern eller magnesium. De gav ingen ekstra sænkende effekt på blodsukker, kolesterol eller triglycerider ud over den, VLCD gav.

Konklusion

Fibertilskud til VLCD kan forbedre efterlevelsen ved at mindske sult og øge antallet af afføringer uden at hæmme optagelsen af divalente kationer.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af F. Quaade & A. Astrup (1989)

Introduktion

En VLCD med en passende sammensætning, især hvad angår protein, har længe været en sikker måde at opnå en betydelig vægtreduktion hos personer med svær overvægt inden for rimelig tid. Vi har brugt Nupo som VLCD i ordets egentlige forstand, dvs. som eneste ernæringskilde, i perioder på en måned. Derudover bruger vi Nupo som obligatorisk base i kost med højere energiindhold, typisk 1.000 kcal. En vigtig grund er vores erfaring med, at mange patienter ikke følger traditionelle kostråd og forsøger at kompensere ved at spise mindre af kostens værdifulde dele eller ved at indlægge perioder med (næsten) total faste. I vores forløb suppleres formulaen med iso-energetiske enheder af almindelig mad og drikke på ca. 63 kcal hver, vist som små billeder (”points”) i tre farver: blå for proteinrige fødevarer, grøn for fiberrige fødevarer og rød for søde og fede fødevarer samt alkohol.

Da VLCD-basen dækker alle ernæringsbehov, kan patienten frit vælge de 10 points (ca. 630 kcal), programmet giver. Princippet om frihed inden for rammer er testet i et randomiseret studie og mindskede frafaldet signifikant. Vejledning og opfølgning foregår i grupper, hvilket sparer ressourcer og har klare psykologiske fordele.

Metoder

38 personer med svær overvægt blev behandlet ambulant. Forløbet startede med Nupo som VLCD (kvinder 388 kcal, 56 g protein; mænd 446 kcal, 69 g protein). VLCD havde ingen uønskede virkninger og fortsatte, så længe patienten ønskede. Derefter blev formulaen suppleret med almindelig mad og drikke op til 1.000 kcal for kvinder og 1.100 kcal for mænd. Efter 5 måneder blev data analyseret efter varigheden af VLCD: gruppe 1 (n=20): under 2 måneder; gruppe 2 (n=18): 2 måneder eller mere. Grupperne var sammenlignelige i højde, vægt og procentvis overvægt, men gruppe 2 var lidt ældre (49,5 mod 38,3 år, P≤0,01).

Resultater

Vægtreduktionen var meget forskellig. Gruppe 1, der stoppede VLCD tidligt, reducerede vægten langt mindre end gruppe 2, der holdt fast i den indledende VLCD. Gruppe 2 reducerede signifikant mere både samlet (17,1 kg (7,8–40,1)) og under VLCD alene (12,3 kg (4,1–28,8)) end gruppe 1 (8,7 kg (−1,1–19,1) og 7,3 kg (0,9–18,2)). I begge grupper forsvandt eller faldt behovet for en række dyre lægemidler markant: diabetesmedicin, vanddrivende, blodtrykssænkende og smertestillende midler m.m.

Konklusion

VLCD er en effektiv og motiverende start på et kostforløb og bør fortsætte i mindst to måneder, da længden af den indledende VLCD-periode hang signifikant sammen med den endelige vægtreduktion.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af H. Hey et al. (1987)

Introduktion

Formulaen Nupo opfylder alle internationale anbefalinger for dagligt indtag af protein, essentielle amino- og fedtsyrer, vitaminer, mineraler og sporstoffer med et dagligt indtag på kun 388 kcal. VLCD med Nupo som eneste ernæringskilde i mange måneder har givet stor vægtreduktion uden risiko hos patienter med svær overvægt. Indtages den foreskrevne mængde formula, er det forsvarligt at tillade frit valg af ekstra mad – også mindre værdifulde fødevarer – så længe energirammen er lav nok til at give vægtreduktion. At skulle undvære populære fødevarer som kage, slik, vin og spiritus er en af hovedgrundene til, at mange ikke forsøger, eller har svært ved at holde fast.

Derfor blev et forløb på 1.000 kcal (4,2 MJ) undersøgt, hvor en base af formula er obligatorisk, mens patienterne frit disponerer over resten. Kontrolgruppen fik en isoenergetisk konventionel kost og måtte bruge diethylpropion i moderat, selvstyret dosis. Studiet testede også et nyt kostsystem med visuelle symboler for iso-energetiske enheder (points).

Metoder

86 patienter på 18–59 år med mere end 20 % overvægt blev fordelt på to kostformer. Testgruppen havde en obligatorisk base (388 kcal) af en komplet formula (Nupo) og kunne derudover frit vælge mad og drikke op til 1.000 kcal, inkl. slik og alkohol. Kontrolgruppen fik en konventionel isoenergetisk kost uden mindre værdifulde fødevarer (”tomme kalorier”), men måtte tage et appetitnedsættende lægemiddel. Alle blev vejledt og fulgt i grupper, hvilket sparede ressourcer og havde psykologiske fordele. I begge grupper foregik kostvejledningen via et nyt system med udskiftelige energienheder af hverdagsmad, vist som illustrerede symboler (points).

Resultater

Efter 12 uger var vægtreduktionen ikke-signifikant større på konventionel kost (8,9 kg) end i testgruppen (7,5 kg). Testgruppen havde til gengæld bedre efterlevelse med et signifikant lavere frafald (p<0,05). Gentagne registreringer viste, at andelen af ”tomme kalorier” i testgruppen var moderat, ca. 10 %, og at merindtaget primært skyldtes flere fiberrige fødevarer. Bivirkninger var ubetydelige i begge grupper. Pointsystemet gjorde vejledning og opfølgning nem.

Konklusion

Et frit kvalitativt madvalg, muliggjort af en ernæringsmæssigt dækkende formula som base, er et realistisk, effektivt og ansvarligt alternativ til konventionel kostbehandling af svær overvægt.

Læs hele studiet her (på engelsk).

- af T. Andersen et al. (1986)

Introduktion

Gastroplastik (GP) hos patienter med svær overvægt indebærer en uundgåelig risiko omkring operationen, og vægtreduktionen er ofte utilfredsstillende selv på kort sigt. Til gengæld holdes vægten bedre efter GP end efter kost alene. For at øge den endelige vægtreduktion og mindske de kirurgiske risici fik patienterne en obligatorisk totrinsbehandling: efter en indledende VLCD udføres GP, hvis overvægten er reduceret med 40 % via kosten. Patienterne fordeles ligeligt på vertikal båndet GP og Gomez-GP. Opfølgning og patientundervisning foregår ved gruppemøder.

Metoder

74 patienter indlagt for svær overvægt blev inkluderet. Medianalderen var 34 år, medianvægten 125,1 kg og medianovervægten 93 % efter skandinavisk standard. Alle blev undersøgt for kontraindicerende sygdomme med klinisk undersøgelse, blod- og urinprøver, EKG og leverbiopsi. Ca. 35 patienter startede ad gangen. Nupo-formulaen fordeles på fem daglige portioner og blandes med vand. Mellem 8-ugers perioderne med VLCD ordineres 2 uger med en 900 kcal-kost af naturlige, proteinrige, fedt- og kulhydratfattige fødevarer.

VLCD fortsætter, så længe der opnås en betydelig vægtreduktion. Appetitnedsættende midler er ikke tilladt. Operation tilbydes kun som andet trin, hvis overvægten er reduceret med 2/5 under VLCD. Horisontal og vertikal GP udføres som tidligere beskrevet. Opfølgningen sker ved gruppemøder med et struktureret undervisningsprogram. Patienterne ses ugentligt til tre måneder efter operationen, hver anden uge til sjette måned og derefter mindst hver tredje måned.

Resultater

Resultaterne er foreløbige, og de randomiserede undergrupper kan endnu ikke sammenlignes. Medianvægtreduktionen efter de første otte uger med VLCD var 17,9 kg (3,6–38,4 kg, n=74). Resultatet af VLCD kan indtil videre kun vurderes for den første behandlingsgruppe (44 patienter), hvoraf 31 (70 %, 95 % konfidensgrænser 55–83 %) nåede grænsen for operation. To patienter (5 %, 95 % konfidensgrænser 1–15 %) udeblev fra gruppemøderne efter en vellykket VLCD. Indtil nu er 25 patienter opereret, og de fleste har stabiliseret vægten 3 måneder efter. På det tidspunkt er medianvægtreduktionen efter operationen 9,0 kg (3,4–22,0 kg, n=25) og den samlede medianvægtreduktion fra VLCD plus GP 46,0 kg (26,1–64,0 kg, n=25). Under VLCD var den eneste komplikation et tilfælde af gigt, som hurtigt gik over med konventionel behandling.

Konklusion

VLCD giver en umiddelbar vægtreduktion, der ikke adskiller sig signifikant fra GP. GP ser ud til at have en langvarig effekt på fødeindtaget, så vægten i mindre grad tages på igen. En sammenligning af behandlingsrisici taler for VLCD, som er sikker med en ernæringsmæssigt fyldestgørende formula. Kombinationen af det bedste fra begge har ført til det aktuelle totrinsforløb. Efter GP er efterlevelse af kostrådene afgørende, og forbehandling med VLCD giver mulighed for at teste patientens evne til det. Ved at justere varigheden af VLCD kan forløbet tilpasses den enkelte, så næsten alle kan reducere overvægten til under 40 % – den nedre grænse for overdødelighed ved svær overvægt. Vægtreduktion før operation gør indgrebet lettere og sikrere og efterforløbet enklere, hvilket øger patienttilfredsheden.

Læs hele studiet her (på engelsk).