Find snubletråden!

For de fleste er det nød der gør at de ændrer noget. For når du ikke har decideret problemer, så fortsætter du ofte som du plejer. Men nu havde jeg problemer! Jeg var nået til det punkt hvor jeg var træt af mig selv. Og ved du hvad? Det er faktisk super fedt, for det betyder at forandringen allerede er i gang.

Du kender det måske fra dig selv.
Du går og tænker tanken… “skal jeg begynde at kigge på mine kost- og motionsvaner?” - tanken kommer oftere og oftere, men den bliver lige så ofte efterfulgt af et “Ja, men ikke liiiige nu… det er jo XXXX (og her indsætter du selv ting som: Sommerferie, efterårsferie, det er snart jul, det er tante Fies 80 års fødselsdag, jeg har en vigtig opgave… Altså alt det vrøvl vi siger for at udskyde det at HANDLE, som er det eneste der får bolden til at rulle. 

Hvis du kender det, så skal du lige vide at du ikke er forkert og at der ikke er noget galt med dig. De fleste - langt de fleste - gør sådan. Men jeg vil også gerne fortælle dig lidt om hvad der sker, og hvorfor det er svært at gå på en enkelt kur og så er du slank resten af livet. Af alle mennesker burde jeg ikke ende i en situation hvor jeg ikke kan passe mit tøj.

Jeg har skrevet bøger om træning, jeg har levet et halvt liv som letvægtsroer, jeg har skrevet EN BOG OM VANER! - så hvorfor? kunne du med rette spørge. Hvorfor har jeg ikke bare gjort noget ved det inden det blev et problem?

Se, det skal jeg fortælle dig. 

Ikke om natten og helt uden din medvirken, men når vi er fyldt med følelser, om det er gode eller dårlige, så sker der noget med os. Når du er forelsket, ulykkelig eller mega mega stresset, så kan du opleve at miste appetitten. Følelserne fylder simpelthen så meget at kroppen kan gå i en slags overlevelsestilstand hvor fordøjelse bliver nedprioriteret. Der er med andre ord ikke plads eller lyst til mad. 

Mens du, helt modsat når du bare er en lille smule stresset, er en smule presset eller dagene bare tager hinanden, ofte søger trøst i det dopamin-kick som mad eller snacks giver. 

Hvis du har det ligesom mig og kan have svært ved at styre det om aftenen, så er det fordi viljestyrke ikke er ubegrænset. Jo senere det bliver, jo mindre modstandskraft har du at gøre godt med. 

Det er en af grundene til at mange vælger at starte deres store nye “Mig 2.0” sent om aftenen efter alt for meget mad og chokolade. Den dårlige samvittighed nager, og den eneste måde at kunne gå i seng med en god følelse er at lave en plan for i morgen.

Planen for i morgen er ofte meget ambitiøs, den kræver meget af dig og den skal gøre op for alt det du ikke fik klaret i dag. Når du lægger planen (med maven fuld af mad) så er du ikke sulten og derfor nok en smule optimistisk i forhold til hvor sulten du vil blive de næste måneder. Planen bliver lagt og du får et stort skud dopamin og hurra-følelse fordi du er så god at gøre noget der vil gavne dig. Nu kan du sove og glæde dig til dit nye liv i kontrol. 

Udfordringen er bare, at når du vågner næste morgen, er festen slut. Hormonerne er landet igen, og hjernen har pakket konfettien væk. For den er lidt af en gnier. Hvis du allerede aftenen før har siddet i sofaen og set dig selv vælge broccoli frem for chokolade og mærket den der "yes, jeg kan godt"-følelse, så har hjernen allerede stukket dig medaljen. Næste dag, når du rent faktisk gør det, tænker den bare: "Ja ja... den øvelse har vi været igennem." Den deler ikke guldmedaljer ud for den samme præstation to gange.

Hele den rutsjetur slider og derfor dropper mange kuren inden for få dage, eller de bliver ved med at starte forfra uden nogensinde at komme i gang.

Så hvad kan du gøre? - Jo - du kan sætte ambitionsniveauet ned. Ja! jeg sagde det. NED med ambitionen vil gøre det mere sandsynligt at du kommer i mål, også hvis du er en af dem der vil se resultater med det samme. Så mit første råd er faktisk, at du lægger planen om morgenen hvor du har mest mental energi. Her er du mere realistisk og  bevidst om hvad der er muligt frem for ambitiøst og højtflyvende.

For når jeg ser tilbage, har jeg efterhånden lært, at jeg faktisk ikke falder i hele tiden. Jeg falder heller ikke i alle ugens dage eller på alle tidspunkter af døgnet. Jeg falder i nogle helt bestemte situationer, og når jeg først fik øje på dem, blev det meget lettere at gøre noget ved dem.

I denne omgang traf jeg beslutningen klokken 8 efter morgenens gåtur med min voksne datter. (Læg i øvrigt mærke til at det altid føles lidt lettere at tage gode beslutninger når du allerede HAR gjort noget der støtter projektet, som eksempelvis at gå en tur.) 

Jeg startede med at kigge på hvad der gør det svært for mig at gå ned i vægt (og volumen!) Uden at pynte på det, uden at undskylde mig selv og uden skyld - bare rå data og fakta.

Det jeg blev meget bevidst om er at det egentlig ikke er fordi jeg elsker mad, for jeg kan ikke imponeres med gourmetmad på nogen måde, og jeg er heller ikke glad for vin, øl eller energidrik. 

For at udskyde noget. "Jeg skal lige have noget at spise, så går jeg i gang." Maden bliver en overspringshandling forklædt som forberedelse.

Fordi jeg mangler en plan. Når kalenderen er tom, eller jeg bare går rundt derhjemme uden retning, bliver køleskabet pludselig dagens mest interessante destination.

Fordi jeg keder mig i munden. Det er faktisk et udtryk, jeg bruger tit. Det er ikke min mave, der er sulten. Jeg har bare lyst til, at der skal ske et eller andet – og det skal tilfredsstille en følelse, jeg ikke har identificeret.

Som et afbræk. Min hjerne trænger til en pause. Men i stedet for at rejse mig, gå en tur eller lave noget helt andet, går jeg ud i køkkenet.

Som en belønning. "Jeg har været dygtig." Eller: "Det har været en hård dag, det har jeg fortjent."

For at slippe væk fra en følelse. Det behøver ikke være sorg. Det kan lige så godt være irritation, rastløshed, usikkerhed eller den der lille uro, som er svær at sætte ord på.

Fordi det er en vane. Klokken er blevet otte, og så får jeg automatisk lyst til noget. Ikke fordi jeg er sulten, men fordi det er det, jeg plejer at gøre.

Fordi der mangler noget. Jeg sætter mig foran fjernsynet, og der føles bare tomt, hvis jeg ikke har noget “lækkert” på bordet.

For at markere et skift. Arbejdsdagen er slut. Nu skal der hygges. Min hjerne har lært, at overgangen fra et projekt til et andet betyder at vi stopper noget i hovedet.

Fordi jeg er mentalt træt. Jeg bilder mig selv ind, at jeg mangler energi, men i virkeligheden mangler jeg måske bare en pause. Min hjerne foreslår mad, fordi det er den hurtigste løsning, den kender.

Fordi jeg går rundt om mig selv. Jeg ved egentlig godt, at jeg burde lave noget. Træne. Ringe til en ven. Gå en tur. Støvsuge. Svare på den mail. Men i stedet går jeg bare rundt, bliver mere og mere irriteret på mig selv – og ender ude ved køleskabet.

Måske har du det også sådan? Spiser du når du “burde” lave noget du ikke kan tage dig sammen til? Hvis du gør, så velkommen i den lidt fesne klub jeg er formand for!

Så med listen foran mig, blev alting lidt mere klart og skræmmende, for jeg havde sat spotlys på alle de smuthuller jeg plejer at benytte.

En af de ting jeg virkelig ikke sætter pris på er at lave mad. Jeg elsker simpelthen ikke at stå og kokkerere i flere timer for at se maden forsvinde på 6 minutter. Så det med at lave store madplaner med mange trin, det fungerer ikke. Meal-prep? Jooo… det kan jeg godt. Det er ok at snitte et par spidskål og lidt andet grønt så det er let tilgængeligt, men jeg mangler altid et eller andet i sådan en salat, og det skal ofte forberedes. 

 

Med min viden om mig selv og den ærlighed jeg havde brugt for at finde den, så blev jeg bevidst om at jeg skulle gøre det enkelt.

Hvad hvis nu jeg slet og ret tager madlavning ud af ligningen? Så er der ikke ret meget at diskutere.

Det kræver selvfølgelig en nøje planlagt dag/uge/måned at få det til at fungere, så derfor hoppede jeg igen helt ned i gulvhøjde og kneb det ene øje sammen for at finde snubletråden.

Noget af det første, jeg opdagede, var, at hvis jeg sprang morgenmaden over, så var jeg næsten sikker på at stå et par timer senere og købe et eller andet, der helt sikkert ikke var godt for mig. Ikke fordi jeg havde mistet min viljestyrke, men fordi jeg var blevet så sulten, at min hjerne bare ville have energi. Hurtigt. Om det så var en chokoladebar, en croissant eller noget helt tredje, var næsten ligegyldigt.

Det samme var gældende for midt på dagen og om aftenen. Gik jeg for længe uden mad, eller var der ikke noget på lager, så endte jeg i junk-fælden.

Derfor besluttede jeg mig for at gøre det så nemt for mig selv som overhovedet muligt.

Helt tilfældigt havde jeg en morgen købt en af Nupo's One Meal chokoladedrikke. Jeg stod uden morgenmad og vidste, at jeg skulle undervise hele dagen, så jeg tog den med. Og den oplevelse blev faktisk starten på noget helt nyt.

Pludselig var der ikke noget, jeg skulle tage stilling til. Jeg skulle ikke overveje, hvad jeg havde lyst til, eller om jeg lige skulle have én skive mere. Jeg drak den – og så var morgenmaden klaret.

Nupo blev derfor min nye makker i projektet med at passe mit tøj igen.

Jeg er vild med smagen på produkterne, men jeg skal også være ærlig. En One Meal føles ikke som den morgenmad, jeg tidligere ville have valgt. Til gengæld ved jeg, at når den er drukket, har jeg fået alt det, min krop har brug for.

Det giver mig en ro. For hvis jeg stadig mærker lidt sult bagefter, ved jeg, at det ikke er, fordi min krop mangler noget. Det er bare min mavesæk, der brokker sig, fordi den ikke længere bliver fyldt helt op. Min mavesæk er nemlig lidt grådig. Den synes stort set altid, at der lige kunne være plads til lidt mere.

Den samme plan blev lagt for de dage, hvor jeg skal ud at holde foredrag. Hvis jeg sætter mig ud i bilen uden at have tænkt over, hvad jeg skal spise, så ved jeg præcis, hvordan historien ender. Den ender på en tankstation. Og tankstationer er fantastiske til mange ting, men de er sjældent fantastiske, hvis man prøver at tabe sig.

Derfor blev planen, at jeg altid har noget med. Nogle gange en færdig shake. Andre gange pulver, som jeg kan blande med vand. Det kan også være en One Meal bar. Det vigtigste er faktisk ikke, hvad jeg tager med. Det vigtigste er, at jeg har taget beslutningen hjemmefra. Så skal jeg ikke stå og forhandle med mig selv, mens jeg er træt og sulten.

Jeg har også fundet ud af, at HVIS jeg skal spise et almindeligt måltid, så fungerer det bedst for mig at spise det forholdsvis tidligt. Gerne omkring klokken fem. 

Det bliver en mellemting mellem en sen frokost og en tidlig aftensmad, og det passer min krop rigtig godt. Jeg prøver at prioritere protein, fordi det holder mig mæt længere. Den anden dag var det bare et halvt stykke rugbrød med tre spejlæg og en stor portion salat og tomater. Ikke specielt avanceret, men det virkede.

Og så kommer vi til noget, som min familie griner lidt af.

Jeg har nemlig brug for en paletrenser.

Jeg lærte udtrykket på en fin restaurant, hvor vi fik en lille kugle sorbet mellem retterne for at rense smagsløgene inden næste ret kom på bordet. Siden da har ordet hængt ved hjemme hos os.

For mig betyder det bare, at jeg gerne vil afslutte et måltid med en lille smule sødt. Ikke fordi jeg er sulten, men fordi mit hoved har brug for at føle, at nu er måltidet slut. 

Derfor er jeg super glad for Nupos små snackbarer. Den er ikke stor, men den gør præcis det, jeg har brug for. Sammen med et stort glas vand eller sukkerfri saftevand sætter den punktum for måltidet. Og så har jeg faktisk ikke behov for at gå og småspise resten af aftenen.

Det, jeg prøver at sige, er egentlig ikke, at du skal gøre, som jeg gør. Du er sandsynligvis helt anderledes end mig.

Men jeg tror, det er en god idé at være lidt nysgerrig på sig selv.

Prøv at kigge tilbage på de sidste par uger. Er der et mønster? Er der nogle tidspunkter, hvor det næsten altid går galt? Er det fredag aften? Er det efter arbejde? Er det, når du kører langt? Eller er det, når du bliver så sulten, at du bare skal have et eller andet – lige nu?

Hvis du kan få øje på dine egne snubletråde, så behøver du måske slet ikke ændre hele dit liv. Måske er det nok at ændre lige præcis den ene situation, hvor du igen og igen kommer til at spænde ben for dig selv.

Det er i hvert fald dér, jeg er begyndt. Jeg er stadig undervejs, og jeg kommer helt sikkert også til at have dage, hvor det ikke går efter planen. Men jeg har lovet mig selv, at jeg vil dele både de gode og de svære erfaringer undervejs. Hvis noget af det kan gøre din vej en lille smule lettere, så er det hele værd.

Jeg kommer til at give dig updates herinde. Dine oplevelser og udfordringer må du meget gerne dele med mig i indbakken på @blochamok på instagram, så skal jeg hjælpe dig så godt jeg kan, eller dele dine erfaringer med alle dem der ønsker et lettere og bedre liv.

Mette (f. 1966) er både foredragsholder, blogger, iværksætter, forfatter og tidligere eliteroer og første kvindelige danske verdensmester i roning, hvor hun vandt guld ved verdensmesterskaberne i både 1990 og 1992, bronze i 1991 og 1993 og vinder af World Cup-regattaen i München i 1998. 

Skribent for BT, og månedsmagasinet 'I form, samt kommentator på TV2 sport 1993-2005 og TEDx talk i marts 2022.

Starter af podcasten Lykkefix (2022), og vært på 'Iværksætterier'.

Mette er mor til Line født i 1996 og mormor til Ellie og Olivia. 

En sand ildsjælland der bl.a. har skrevet bogen: 1% - Nye vaner der holder.