At tabe sig markant er en stor præstation men den største udfordring kommer ofte bagefter: hvordan holder man vægten nede på lang sigt?
Mange oplever, at kiloene langsomt sniger sig tilbage, når den intensive slankefase er
afsluttet. Derfor er vægtvedligeholdelse (Weight Loss Maintenance, WLM) et centralt, men vanskeligt område i ernæringsforskningen.
Et nyt stort studie, offentliggjort i tidsskriftet Clinical Nutrition i 2025, har undersøgt netop dette spørgsmål. Forskerne sammenlignede to forskellige diætstrategier for at hjælpe personer med at bevare et betydeligt vægttab over 78 uger – altså halvandet år. Studiet giver vigtig viden til både klinikere og alle, der kæmper med at holde vægten efter et vægttab.
Hvorfor er vægtvedligeholdelse så svært?
Efter et stort vægttab sker der en række fysiologiske ændringer i kroppen, som gør det vanskeligt at holde vægten nede. Appetitten stiger, stofskiftet falder, og hormonelle tilpasninger, fx ændringer i GLP-1 og ghrelin skubber kroppen tilbage mod den højere vægt. Psykologiske faktorer som stress, følelsesmæssig spisning og svingende motivation gør opgaven endnu sværere. Derfor ser man næsten altid en tendens til vægtøgning, medmindre der gives struktureret støtte og strategier til vedligeholdelse.
Hvad ville forskerne undersøge?
Formålet med studiet var at teste, hvordan to forskellige strategier med brug af måltidserstatninger kunne bidrage til vægtvedligeholdelse:
- 5:2 Total Diet Replacement (5:2 TDR) – to dage om ugen på fuld måltidserstatning (ca. 825-850 kcal/dag).
- Daglig Meal Replacement (DMR) – én måltidserstatning hver dag som erstatning for et hovedmåltid.
Begge metoder blev leveret som led i et struktureret vægtvedligeholdelsesprogram med diætiststøtte
Sådan var studiet designet
Studiet blev gennemført som et randomiseret kontrolleret forsøg med 63 deltagere, hvoraf 75 % var kvinder. Alle havde forinden tabt mindst 8 kg gennem diæt, adfærdsprogrammer eller medicinsk behandling. Ved start havde deltagerne et gennemsnitligt vægttab på 16,8 kg. Forsøget varede 78 uger (ca. 18 måneder), og deltagerne blev fulgt tæt med månedlige diætistbesøg, mulighed for såkaldte ’relapse-behandlinger’ ved vægtøgning, samt kvalitative interviews.
Resultaterne før 26 uger
Allerede før selve studiet gik i gang, havde deltagerne gennemført et vægttabsforløb.
Nogle havde tabt sig gennem diætprogrammer (fx total diet replacement), andre via adfærdsprogrammer eller ved hjælp af GLP-1 medicin.
Ved baseline lå gennemsnittet derfor forskelligt mellem grupperne:
- DMR-gruppen havde tabt ca. 18,8 kg
- 5:2 TDR-gruppen havde tabt ca. 15,0 kg
Denne forskel skyldtes sandsynligvis den tilfældige fordeling ved randomisering – altså at deltagerne, som endte i DMR-gruppen, i gennemsnit havde tabt lidt mere på forhånd.
Da vægtvedligeholdelsesprogrammet startede, viste resultaterne, at 5:2TDR-gruppen fastholdt vægten bedre, mens DMR-gruppen begyndte at tage lidt på igen.
Resultater efter 26, 52 og 78 uger
Efter 26 uger viste resultaterne en tydelig forskel mellem grupperne:
- 5:2 TDR-gruppen havde i gennemsnit et yderligere vægttab på 0,9 kg.
- DMR-gruppen tog i gennemsnit 3,5 kg på.
Forskellen mellem grupperne var 4,4 kg, hvilket var statistisk signifikant (p=0,005).
Ved 52 uger sås stadig en fordel ved 5:2 TDR, hvor denne gruppe holdt vægten mere stabil sammenlignet med DMR. Ved 78 uger var forskellen mellem grupperne dog udlignet, men begge grupper havde stadig en imponerende vedligeholdelse af vægttabet på over 12-15 kg i gennemsnit.
Hvad sagde deltagerne og diætisterne selv?
De kvalitative interviews viste, at begge metoder blev oplevet som acceptable, men med forskellige fordele og udfordringer:
- 5:2 TDR gav en følelse af struktur og en ’reset ’-effekt, som hjalp deltagerne til at spise sundere de øvrige dage.
- DMR blev af nogle oplevet som mindre effektiv, men mere fleksibel og lettere at indpasse i en travl hverdag.
De største barrierer var livsbegivenheder (sygdom, ferie, sociale arrangementer) samt træthed over ensformige produkter. Til gengæld fremhævede deltagerne fordelene ved portion kontrol, nemhed og at diætiststøtten gjorde det muligt at tilpasse programmet til hverdagen.
Hvad betyder resultaterne i praksis?
Studiet viser, at struktureret støtte med brug af måltidserstatninger kan være en effektiv måde at forhindre vægtøgning efter et stort vægttab. Begge metoder førte til, at deltagerne i gennemsnit holdt et vægttab på mere end 15 kg ved 26 uger og mere end 12 kg ved 78 uger. Det er markant bedre end, hvad man normalt ser i vægtvedligeholdelse, hvor mange ellers hurtigt tager på igen.
Resultaterne understreger, at der ikke findes én universel løsning. Nogle profiterer bedst af faste dage med total måltidserstatning, mens andre har mere gavn af den daglige fleksibilitet. Derfor kan kombinationen af strukturer, fleksibilitet og diætiststøtte være nøglen.
GLP-1 medicin og vægtvedligeholdelse
En vigtig del af studiet var også, at en gruppe deltagere tidligere havde været i behandling med GLP-1 agonister som semaglutid. Da de stoppede medicinen, tog de hurtigt noget af vægten på igen – men med støtte fra vægtvedligeholdelsesprogrammet lykkedes det dem at fastholde et gennemsnitligt vægttab på 12-15 kg efter 78 uger. Dette er et vigtigt budskab, da mange i dag behandles med vægtmedicin, men risikerer vægtøgning efter ophør.
Struktureret støtte og fleksible løsninger er nøglen
Dette studie viser, at vægtvedligeholdelse ikke behøver at være en uopnåelig udfordring. Med en målrettet indsats, individuel diætiststøtte og brug af måltidserstatninger kan personer, der har gennemført et betydeligt vægttab, fastholde resultaterne i mere end halvandet år. Nøglen ligger i, at indsatsen tilpasses den enkeltes behov og livssituation. Fleksibilitet, personlige valg og muligheden for at skifte strategi undervejs kan være afgørende for et varigt resultat.
Studiet leverer solid evidens for, at både 5:2TDR og DMR kan fungere som effektive redskaber i klinisk praksis. Det mest afgørende er, at koststrategierne anvendes i kombination med professionel vejledning og tilpasses individuelt.
Forskerne peger samtidig på, at fremtidige studier bør fokusere på mere fleksible, adaptive modeller, hvor deltagerne får mulighed for at vælge eller justere strategi efter behov. Derudover fremhæves værdien af at kombinere kosttiltag med fysisk aktivitet og digitale løsninger – samt at udvikle metoder til at støtte patienter, når vægtmedicin seponeres.
